Hvorfor giver jeg op når Gud bliver ved?

Som kristne har vi fået videre givet en opgave, en opgave fra Jesus

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn
Matt 28, 19

Det er altså nu vores opgave at føre vores medmennesker hen til Jesus! Altså at være i og drive mission.

Alligevel må vi gang på gang, hvis I har det ligesom mig, give op, fordi det virker som en al for stor opgave, eller fordi jeg er bange for det, der vil ske. Er jeg overhovedet i stand til at vise nogen hen til Jesus, hvad hvis de spørger om noget jeg ikke ved?

Men Jesus beroliger os faktisk, prøv at hør hvad han sagde til sine disciple:

Men når de udleverer jer, så vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I skal sige; for det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige. For det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer.
Matt. 10, 19-20

Altså, vi skal ikke være bekymrede for om vi kender de rigtige svar eller bibelsteder… Nej, for Gud vil give os det i det øjeblik vi har brug for det og tale igennem os ved hans ånd. Og prøv lige at høre her hvad Gud selv siger om ordet, der kommer igennem hans ånd?

Sådan er mit ord, som udgår af min mund;
det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
men det gør min vilje
og udfører mit ærinde.
Es. 55, 11

Altså kan vi hvile trygt i, at Gud nok skal føre ordet.

Men okay da, mange gange, oplever jeg også, at det er min menneskefrygt der holder mig tilbage fra at fortælle om Jesus og er det ikke også okay?

Sådan burde det nok egentlig ikke være – for helt ærligt hvad er det værste der kan ske?

Paulus var en mand, der havde forstået budskabet og havde valgt at stole så meget på Gud, at han ikke længere frygtede mennesker – og dengang var det altså en del værre end hvad der kan ske i dag (i hvert fald i Danmark) – prøv at hør:

Og se, nu drager jeg til Jerusalem, bundet af Ånden. Hvad der vil møde mig dér, ved jeg ikke; jeg ved kun, at Helligånden i by efter by forkynder mig, at der venter mig lænker og trængsler. Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde.
ApG. 20; 20-24

Når Paulus ville risikere sådan en skæbne – hvorfor giver jeg så op, når Gud vil have jeg bliver ved?