Som et træ plantet ved bækken

Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, som ikke går på synderes vej og ikke sidder blandt spottere, men har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat.
Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, lykkes for ham.
Sl 1; 1-3

Herrens lov

Denne tekst har for mig altid være lidt mærkelig og jeg har ofte undret mig over hvad det betød at glæde sig ved Herrens lov og grunde over den dag og nat. For som jeg forstår kristendommen er det nemlig ikke en lov-religion som så mange andre, men tro der fører os til frelsen.

Det kom imidlertid til at give meget mere mening for mig, da jeg fandt ud af hvad det hebraiske ord “תורה”, som i denne tekst er oversat til “lov”, egentlig betød. Ordet er det vi kalder Torah, som dels er en betegnelse for mosebøgerne, instruktioner og belæring, og det er netop det sidste ord belæring, som bør anvendes her.

Så i stedet for at grunde på Herrens lov, skal vi grunde på hans belæring dag og nat, altså på det vi lærer i biblen, et tegn på at vi skal leve med Gud 24/7, hele tiden.
Desuden får vi også at vide at vi må grunde på belæringen, altså være nysgerrige og stille spørgsmål ved det vi læser og lærer i Bibelen – for den kan bære det og har svarene!

Som et træ ved bækken

Hvad får vi så ud af at glæde os og grunde over belæringen? Jo, vi bliver som et træ plantet ved bækken, der bærer frugt til rette tid og ikke har visne blade.

Det kan virke som en underlig beskrivelse, men efter at have været i Israel giver det rigtig god mening for mig. Der fik vi nemlig lov at vandre rundt i ørkenerne i Israel, hvor alt var goldt, gråt og visent.

Men pludselig midt i alt det grå og triste kunne man se et helt grønt område, og det var et tydeligt tegn på, at der var vand i nærheden, så træernes rødder kunne trække vand til træet.

På samme måde er det med os mennesker, har vi vores “rod” i Bibelen, hos Gud, blomstrer vi i en ellers nogen gange trist verden og vi skal ikke bekymre os om, hvad der skal ske, og hvad vi skal gøre. Nej, for vi vil bære frugt til rette tid. Den frugt Jesus giver os. Det kan være mange ting: Gode gerninger, nådegaver, vækkelse og meget, meget mere.

Alt, hvad han gør, lykkes for ham

Wow, et fedt løfte! Men hov, betyder det så at de kristne der i tiden er arbejdsløse ikke lever nært nok ved Guds ord? Eller at de der ikke vinder i lotto ikke tror nok?

Bestemt ikke! Igennem hele Biblen hører vi at vi ikke kan forvente jordisk lykke, men set i Guds perspektiv kan alt godt lykkes for ham. For lever man et liv nær Gud, vil det give en glæde og i sidste ende vil det ende op i Paradis! Og så kan man ikke ønske større lykke!

Kunne du lide, hvad du læste, må du meget gerne dele det med andre ...

       

Kunne du lide indlægget?

Jakob Kristensen Skrevet af Jakob Kristensen

Født i 1989 og gift med Hanne. Til dagligt arbejder jeg som markedsføringsansvarlig og i fritiden tager jeg ud som forkynder i ungdomsforeninger mv. I foråret 2011 var jeg 3 måneder på Discipelskole i Tiberias i Israel. Jeg sidder i bestyrelsen for Joffi, som er ungdomsafdelingen af Ordet og Israel.

Hold dig opdateret på Facebook